Den daglige kommunikation
I børnehaven er vi bevist om, at vi som en børnehave der kører ud, er givet nogle særlige vilkår i forhold til formidlingen omkring hverdagen i børnehaven og det enkelte barn. Derfor er Aula, en central del af forældresamarbejdet. Det er her, at vi dagligt formidler, i ord og billeder, hvad dagen i børnehaven har budt på og det er her, vi modtager og svare på beskeder. Er der behov for en længere og mere uddybende dialog, har vi altid mulighed for at aftale en samtale i børnehaven eller en dialog over telefonen.
Tilbud om samtaler
I børnehaven vægter vi en åben og tillidsfuld dialog højt. Vi ser det som en vigtig del af forældresamarbejdet, at der skabes tid og rum til en uddybende dialog omkring barnets ”hele” liv, både i institutionen og i hjemmet. Derfor tilbyder vi løbende forældresamtaler undervejs i barnets børnehavetid.
Velkomstsamtale, Inden opstarten kontakter vi familien og har en dialog omkring barnets kommende start i børnehaven. Her er der mulighed for at fortælle om barnet, stort og småt, samt fortæller vi om den første tid i børnehaven. Her er mange praktiske oplysninger omkring dagen i børnehaven, mødetid, bustid, skiftetøj m.m. Alle de praktiske oplysninger er samlet i vores "Velkomstfolder", der kan findes her på siden og som også udleveres den første dag i børnehaven.
Opstartssamtale, Den anden samtale inviterer vi til, når barnet har gået i børnehaven i ca. 3-4 måneder. Her er udgangspunktet en dialog omkring barnets trivsel og udvikling siden starten.
5 års status, Den tredje samtale inviterer vi til i efteråret inden barnet skal starte i skole. Til denne samtale har vi særlig fokus på den kommende skolestart. Vi anvender det fælles dialog værktøj i Aula, der er med til at sikre, at vi kommer hele vejen rundt om barnet i et forældre- samt pædagogisk perspektiv.
Inden skolestart, Den fjerde samtale inviterer vi til i starten af det år barnet begynder i skole. Her følger vi op på dialog værkstøjet fra sidste samtale og gennemgår barnets udvikling, trivsel og kompetencer. De endelige overgangsdokumenter videresendes digitalt til barnets kommende skole. Dette sker helt automatisk.
Sprogvurderinger laver vi med alle børn der starter i børnehaven. Den laves inden opstartssamtalen, så vi sammen kan gå i dialog om resultatet. Ligeledes laves der sprogvurderinger i de tilfælde vi oplever et behov for det. Dette vil altid foregå i et samarbejde med forældrene, og vi vil sammen gå i dialog om resultaterne.
Løbende mulighed for samtaler er altid en mulighed. Det kan eks. være i forbindelse med ekstra sprogvurderinger eller større forandringer hjemme eller i børnehaven som påvirker barnets udvikling. Her inviterer vi til en dialog enten oppe i børnehaven i Nærum eller over telefonen afhængig af hvad behovet er.