Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagens gang i Børnehaven

Børnehaven - sådan ser vores dage typisk ud

Morgenstunden og aflevering ved bussen

Kl.7.00-8.20 samles vi i opsamlingen. Her er der stillet legetøj klar til leg, så det er indbydende og rart, når børnene ankommer. Det er også muligt at aflevere sit barn ved bussen kl.8.30 eller oppe i Nærum fra ca. kl.9.05.

Klokken 8.20 går vi i garderoben, hvor vi gør os klar til at gå ned til bussen. Bussen kører mod børnehaven i Nærum kl.8.40. I bussen sidder alle børn med deres faste busmakker og deler egne små oplevelser og erfaringer med hinanden. Inden vi ankommer til Nærum, fortæller de voksne i højtaleren, hvad der skal ske denne dag, så alle børn ved, hvad dagen bringer.

Klokken 9.00 ankommer bussen til Nærum, hvor dagen starter med en morgensamling i mindre grupper. Herefter arbejdes der med planlagte aktiviteter, der er beskrevet i vores ugeplan og afspejler vores årshjul. Aktiviteterne understøtter de behov vi ser i børnegrupperne.

Frokost

Kl.11.30 spiser vi middagsmad i vores faste spisegrupper. Vi får en varieret og økologisk kost, der tilberedes i vores eget produktionskøkken. Madplanen udsendes hver uge via Aula, så det er muligt at følge med i, hvad børnene får at spise

Middagsstund, Hvilestund eller leg

Efter frokosten er der mulighed for at hvile. De børn der hviler, har deres egen madras og sovepose og der hviles i børnehavens grupperum “værkstedet”. 

Eftermiddagsgrupper

De børn der ikke hviler leger indenfor eller på legepladsen i deres faste eftermiddagsgrupper. Her er det en blanding børnenes egne initiativer samt voksenstyrede aktiviteter og lege der er i gang. 
Nogle dage samles mindre børnegrupper på tværs eks. med fokus på sprog, legerelationer eller storbørnsgruppe. 

Eftermiddag

Kl. 14.00 spiser vi eftermiddagsmad. Det kan være boller med ost, ymer eller rugbrødsmadder med lidt grønt/frugt samt vand at drikke. Eftermiddagsmaden spises såvel ude som inde, afhængigt af hvad børnegruppen er i gang med.

Efterfølgende rydder vi op sammen, inden turen går retur til opsamlingen med børnehavebussen. 

Hjemturen

Når børnene kommer ind i bussen sænker roen sig og nogle børn tager en lille pause og falder i søvn på den korte køretur hjem til opsamlingen. Andre børn får en lille snak og deler dagens oplevelser. 

Afhentning

Mandag - Torsdag ankommer bussen til Ryesgade ca. kl.15.20, fredag ankommer den ca. kl.14.50. De børn der ikke hentes ved bussen samles i opsamlingen, hvor der er mulighed for leg i grupperummet indtil børnehaven lukker kl.17.00.

Det er altid muligt at hente i børnehaven i Nærum. Det skal blot være inden kl.14.45 og inden kl.14.15 om fredagen.